Turen går til Florida

Turen går til Florida

Da min daværende kæreste og jeg rejste til Florida, havde vi ikke planlagt det store på forhånd. Blot et roadtrip i staten Florida. Det gav os en enorm frihed til at være spontane i nuet og se, hvad vi stødte på undervejs. Det kræver dog, at man har lidt is i maven. Ofte bookede vi moteller dagen/dagene før vi ankom til en ny destination, og andre gange kørte vi blot ind og forhørte os. Hvis man ønsker at spare penge, anbefaler jeg at booke på forhånd – det er ofte billigere at booke online, end når man står der og virker lidt desperat.

Da vi ønskede at spare penge, havde vi booket en rejse med to mellemlandinger. En i Frankfurt og en i Canada. Vi troede, at vi var smarte at mellemlande i Canada, så vi var fri for at skulle afhente vores bagage, som man skal i USA. Men i stedet blev vi sat på standby i et venterum, hvor vi skulle afvente at vores bagage blev vist på en skærm, førend vi kunne komme til terminalen.

Billeje og GPS

Hjemmefra havde vi lejet en bil og printet et kort over Miami, så vi kunne komme frem til hotellet uden GPS. Det var dyrt at leje en GPS ved bilfirmaet, så vi tænkte, at vi ville købe en i USA. Vi havde hjemmefra printet et fysisk kort, men farede selvfølgelig vild, og var nødsaget til at spørge om hjælp på en tankstation. Blot til info – læs op på de spanske gloser hjemmefra, da mange slet ikke taler engelsk. Det blev vi noget overraskede over – men fandt dog til sidst en engelsktalende amerikaner, som guidede os på vej.

Floridas Key West

En af de ting man selvfølgelig skal se, når man besøger Florida, er selvfølgelig Key West – et fantastisk sted med en afslappende atmosfære. Note til en selv – husk solcreme, når man kører i en cabriolet den 4 timer lange vej til Key West!! Og husk endelig kameraet. Det er sindssygt flot. Vi overnattede undervejs på en af de små øer, og fandt et flydende motelbåd – a bit spicy, men en meget sjov  og speciel oplevelse. Et godt lille råd: Book et par dage på Key West i forvejen, da det kan være svært at finde accomodation på selve dagen. Og en sjov ting, jeg bemærkede var, at der på træerne vokser orkideer. Mon du også vil se dem på din rejse i Florida.

Everglades nationalpark

Et andet must see i Florida er selvfølgelig Everglades. Efter besøget på Key West kørte vi mod Everglades. Her vil jeg anbefale en guidet tur på sumpene, da man får en masse interessant viden. Det var sjovt, i ægte Bernard og Bianca-stil, at suse gennem vandet på en vaskeægte sumpmaskine. Udover den guidede tur efterforskede vi Everglades på egen hånd. Det var fedt at se the wild life i deres naturlige omgivelser, især de store alligatorer der lurede under overfladen. Klart et besøg værd, hvis man er på disse kanter. Vær dog opmærksom på, at nationalparken er ret stor, og man dermed også nemt kan fare vild.

Forlystelsesparker – Orlando, Florida

Busch Garden – Universal Studios

Vi kørte fra Everglades mod Tampa og Busch Gardens – en rigtig dejlig forlystelsespark a la Djurs sommerland. Men hvis man tror, at man står længe i kø i de danske forlystelsesparker,  så ganger man lige op en 2-3 gange, så er det American style. To timers kø til en stor forlystelse var åbenbart meget normalt. Man kan derfor hurtigt regne ud, at man ikke når mange forlystelser på en enkelt dag.

Fast-pass og single rider kø

Med den erfaring i bagagen valgte vi at købe et fast-pass kort til vores to dage i Universal Studios forlystelsesparker. Det er ret pebret, men helt klart pengene værd, og man kommer frem 3-4 gange hurtigere end i de almindelige køer. Dermed får man mulighed for at prøve lidt flere forlystelser.

Et andet godt tip er at benytte single-rider køen i stedet, hvilket også kan få en meget hurtigere frem. Hvad gør det, at man ikke kan køre sammen i det ene minut, som forlystelsen tager, når man spare en time i kø. I hvert fald en overvejelse værd, hvis man vil spare penge på et fast pass. Det er dog ikke ved alle forlystelser, at single-rider køen er en mulighed.

Seaworld

Som om vi ikke havde fået nok af forlystelsesparker, skulle vi da også lige en tur i Seaworld, hvilket var en oplevelse værd. De havde et okay udvalg af rutsjebaner og andre forlystelser, så hvis man ikke har så mange dage at gøre godt med, kan man fint kombinere dyreshows med forlystelser i Seaworld. Det er lidt dyrere at overnatte i Orlando, da der er rigtig mange besøgende/gæster i netop dette område, hvor alle forlystelsesparkerne ligger trip trap træsko. Så undersøg mulighederne forinden, hvilken der fanger jeres interesse.

Mad

Husk desuden at besøge McDonald’s og smag deres udsøgte milkshakes. De smager guddommeligt. USA er i det hele taget heaven for en masse forskelligt slags mad – især fast food. Så glem kuren, nyd jeres rejse og smag jer frem. USA er specielt kendt for deres gigantiske måltider – så lad være med at vælg den største på menuen. Jeg er sikker på, at I nok skal blive mætte alligevel. Morgenmaden er desuden et af amerikanernes yndlings måltider, hvilket det store udvalg på cafeérne også bærer præg af. Med sådan et måltid kunne jeg som regel godt nøjes med 2 om dagen 🙂

Prisniveauet på mad er lidt billigere end herhjemme. Forvent at skulle betale drikkepenge på restauranterne – omkring 15% – dog ikke McDonald’s.

Miami og Bahamas

Miami er en storby med stort S. Byliv, skyskrabere, mennesker og en masse trafik. Miami Beach er selvfølgelig et must see og har en fantastisk strand. Det er dog ret dyrt at booke overnatning på denne side af broen, så det kan godt svare sig at booke en nat i Miami i stedet. Den letteste måde at komme rundt i byen er i bil, da byen er ret stor. Parkering er ligeså i det høje prisleje og det fungerer på en lidt anden måde end i Danmark. Nogle steder er der parkmeters, mens andre steder som fx. Parkeringspladser er bemandet med en kontrollør. Fordelene ved kør-selv roadtrip, er at man får set mange steder undervejs og har friheden til selv at bestemme, hvor og hvor længe man vil blive på de enkelte steder. Hvis man ønsker at kombinere storbyferie med strand og afslapning er Miami et perfekt mål til at opfylde disse.

Jeg vil klart anbefale en tur til Bahamas, som man kan sejle til fra Fort Lauderdale. Book den på forhånd, så du er sikret at komme af sted.

Alt i alt en fantastisk 20 dages rejse i Florida, som jeg aldrig ville have været foruden. Vi håber, at vores indlæg kan give dig inspiration til din næste rejse. //Helle