4 tips til det ultimative adrenalinrus i New Zealand

4 tips til det ultimative adrenalinrus i New Zealand
Black water rafting

Et eventyr spækket med fart

New Zealand: Hvis du, ligesom jeg, er noget af en vildbasse hvad angår adrenalinrus, så disker jeg op med 4 af de must-dos, som du bare SKAL prøve, hvis du lægger vejen forbi landet, der er fyldt med ACTION. New Zealand er ekstremsportens mekka. Det ultimative Kawarau Bridge BUNGY JUMP (dette vil jeg ikke komme nærmere ind på, da det har sat sine spor hos mig. Jeg ligger stadig søvnløs om natten med tanke på, hvad jeg udsatte mig selv for, ved frivilligt at springe ud fra en bro i 43 meters højde! Kylling – måske? Men det skal jeg dog aldrig prøve igen. Haha) Foruden det spring må du ikke snyde dig selv for en tur under jorden, og som de selv kalder det i New Zealand; ”The Legendary Black Water Rafting”. Dette finder sted i Waitomo på New Zealands nordø. En frygtindgydende, og dog fantastisk oplevelse, hvor man virkelig får sat sin klaustrofobi på prøve.
Jump
Klatring black water

1. En altoverskyggende oplevelse i mørket

Vi ankom til startstedet sammen med vores seje guide, Alan. Vi fik udleveret udstyr, våddragt, sikkerhedssko og vigtigst af alt – en hjelm. Herefter blev vi kørt hen til grotten, hvor vi skulle abseile 35 m ned i dybet. Vi blev bedt om at slukke vores lygter på hjelmen for at få et adrenalinrus udover det sædvanlige. Vi blev koblet af linen oppefra, og derefter sat op til den næste udfordring, som var en svævebane ned til næste punkt på turen. Svævebanen føltes længere end den umiddelbart var, da det foregik i hurtig fart og i bælgragende mørke. Næste trin var et hop ned i det kolde vand fra en 3 meter høj kløft. Det lyder måske umiddelbart som en nem udfordring, men vi skulle holde en badering under bagen, så vi kunne flyde videre i vandet, så vi landede. Denne manøvre var meget grænseoverskridende for mig, så jeg fik et lille skub efter flere mislykkede forsøg tæt på kanten. Da alle havde hoppet, skulle vi lave futtog med ringene, og så blev vi ellers trukket gennem vandet. Da alles lygter var slukket, lyste hele grotten op, da den var fyldt med glowing worms i loftet. Så flot et syn! Vi kom hen til en passage, hvor ringene ikke kunne komme med videre. De bad os derfor om at svømme gennem meget smalle gange, for derefter at klatre op ad 3 vandfald for at nå jordens overflade igen. Efter 4 lange timer kunne vi igen ane solens skarpe stråler for enden af det sidste vandfald. Ubeskrivelig tur, alle pengene værd og bestemt et must i New Zealand !!
Jump1
Skydive udspring

2. Skydive over åbent hav i New Zealand

Videre fra Waitomo var der 2 timers kørsel til byen, Taupo, hvor vi skulle Skydive. Undervejs gjorde vi et kort stop ved Huka Falls, som er et vandfald, der kan fylde en normal swimming pool på blot 3 sek. med sin kraft. Utrolig smukt! Vi ankom til stedet, hvor vi skulle Skydive over den enorme Lake Taupo. Her så vi en lang introduktionsvideo over sikkerhedsregler, og hvordan man ”arter” sig i luften. Dernæst fik vi udstyr på, og så var det ellers af sted mod flyet, der skulle få os op i en højde af 4,6 km o/h. Da dørene åbnede og vinden rev i vores dragter, gik det først rigtigt op for mig, hvad dælen jeg havde gang i. Selvom det ser og lyder sindssygt fedt at svæve over åbent hav i ca. 5 kilometers højde, vender maven sig stadig et par gange med tanke på .. HVIS NU DET GÅR GALT … Jeg nåede dårligt at tænke over udfaldet af turen, så 1 2 og så havde vi ellers kastet os ud fra den lille flyver. Vi faldt frit små 3,5 km på under et minut, og derefter svævede vi 1,1 km, mens faldskærmen var slået ud. Da vi landede på jorden kort tid efter, var jeg høj på livet og med et smil der bredte sig fra øre til øre, spurgte jeg instruktøren, om vi ikke nok kunne springe en gang til! Surrealistisk og ganske særlig oplevelse! Jeg kan godt forstå afhængigheden, når først man vender sig til at springe ud fra en flyver. WOW
Canyon swing
Canyon swing1

3. Canyon swing

Vi var landet i Queenstown, som er mekka for backpackerrejsende spækket med adrenalinrus og natteliv. Her læste vi om en kløft, som tilbød et såkaldt Canyon Swing. Dét skulle vi jo ikke gå glip af. Så vi købte billetter, og blev kørt ud til ”New Zealand baghave-gynge”, som de kaldte den. Vi valgte at tage svinget sammen, da det ville blive en liiidt nervepirrende oplevelse alene. Her blev vi spændt godt fast i en masse seler og en gynge for to. Dernæst hang vi svævende udover kløften, og da gutterne talte ned fra 5, slap de os på 3 og så gik det ellers vildt for sig. 109 meters højde, 60 meters frit fald med 105 km/t, hvorefter vi svingede 200 meter over kløften. Sindssygt fed gyngetur og nok også den længste og vildeste jeg kommer til at opleve i mit liv!
Dusky delfin
Delfinsvøm
Kaikoura delfinsvøm

4. Delfin dyk i Kaikoura

Dagen kom, hvor vi skulle svømme med en af verdens mindste delfinarter, Dusky Dolphin, i det fri. Da vi gik ombord på båden med de 14 andre spændte turister, blev vi bedt om at slå os ned for at få forklaret, hvad der skulle til at ske. De gjorde det meget klart for os, at vi havde med vilde dyr at gøre, og at de aldrig har gjort noget for at tiltrække delfinerne. De har selv ønsket at komme til samme sted i bugten i 12 år. Det eneste vi skulle sørge for var at holde delfinerne interesserede i os ved at agere som delfiner. Her opfordrede de os til at sige lyde/synge i snorklerne. Da vi havde sejlet i lidt over 20 minutter, kunne vi høre skipperen sige noget i højtalerne, og straks skulle vi gøre os klar til første dyk. Da vi gik ned for enden af båden, dukkede der ca. 400 delfiner op i horisonten. Hornet lød, og vi hoppede i. Det var en overvældende følelse, men også lidt ubehageligt, da vi ”ramte” en stime af delfiner. Man kunne se, at de betragtede én, cirklede måske en gang eller to rundt om os, og forsvandt så stille igen. Nogen gange var man så heldig, at man fik fanget én delfins opmærksomhed, og ”fik lov” at svømme i cirkler med den. WOW!! Det var så uvirkeligt, og man følte ret ofte en ”connection” mellem dyret og én selv. Ca. en halv time og 5 dyk efter, kom vi op på båden for sidste gang. Alle havde et bredt smil på læben, og det var klart den største oplevelse på turen hidtil.
New zealand lake

Når eventyret lakker mod sin ende…

Vores tid i New Zealand har været spækket med eventyrlige oplevelser, ekstremsport og en masse adrenalinkicks undervejs .... HOLD OP, hvor har det bare været fedt at opleve et action-packed land som dette! Vi håber, at vores rejseblog indlæg kan give dig inspiration til din næste rejse. //Kristina