“Backpacker rejse til Vietnam”- Uddrag fra privat rejsedagbog 2010

“Backpacker rejse til Vietnam”- Uddrag fra privat rejsedagbog 2010

Turen går til Asien

Så ankom vi til Asien, nærmere betegnet "den gamle bydel" i Hanoi. Stort set ingen af de ansatte kunne snakke engelsk, og det viste sig, at de ikke havde registreret vores ankomst. Typisk. Heldigvis var der et værelse ledigt! Anden dag i Hanoi stod på sightseeing med stort S. ALT, hvad der bliver beskrevet i ”Turen går til.. ”, fik vi set. Vores indtryk af Hanoi er laaaangt bedre end Bangkok, skønt her er tonsvis af scootere (underdrivelse). I onsdags tog vi en 2 dages tur til Halong bay (Unesco - bevaringsværdigt) oppe nord/øst, hvor vi skulle overnatte på en båd med 10 andre. Det var ubeskriveligt smukt og alle pengene værd.
Halong bay
Halong

Sapa: Bjerge og rismarker så langt øjet rækker

Torsdag tog vi nattoget mod Sapa oppe nord, hvor vi havde 4 dage/4 nætter. Om morgenen da vi ankom til hotellet oppe i bjergene, var værelset ikke klar endnu, så vores første mission var at finde noget varmere tøj. Sapa ligger oppe i de køligere luftlag, og selvom 14 grader måske ikke umiddelbart er koldt på denne årstid i Vietnam, fik vi da alligevel oplevet lidt ”vinter”. Efter tjek-ind kom der en guide, som skulle med os på privat trekking (kun os 2 og ham) ned til en lille landsby, forbi et vandfald og tilbage op ad bjerget. Dog havde ingen informeret os om (og stod heller ikke i programmet på hotellet), at vi skulle vade 6 km i strengt bjergterræn – I REGNVEJR ! Vi klarede den dog, og sikke en smuk natur.
Søndag blev vi hentet tidligt om morgenen, hvor den igen stod på vandring, og denne gang 12 km. Vores guide var noget af det sjoveste og sødeste, og gjorde en ellers uoverskuelig tur – alle pengene værd. Om aftenen ankom vi til det home stay, hvor vi skulle sove for natten. De var utroligt venlige, men en anelse reserverede. Børnene var så skønne, vi fik overdådige måltider, og om aftenen hyggede vi foran ildstedet. Næste morgen stod den på trekking – igen igen. Denne gang 7 km gennem junglen. Efter en hård dag kom vi tilbage til hotellet, og så var det ellers med toget tilbage til Hanoi, for derefter at rejse videre til Hue. Hele turen kan ikke beskrives grundigt nok eller gengives på billeder, men fedt var det!
Sapa rismarker
Bjergvandring
Sapa landsby

En kongeby i forfald

Dagen efter vi ankom til Hue, tog vi ud på en lille byvandring – de fleste byer her i midt Vietnam kan opleves på 1 – 2 dage, så vi skulle være kreative, da vi havde investeret i 3 overnatninger. Vi havde læst os frem til, at der i Hue skulle ligge en kongeby helt tilbage fra 1802. Vi var optimistiske og havde glædet os til at gå på opdagelse i den store by bag lukkede mure. Inde bag murene ligger den indre kongeby, den forbudte by, den højeste harmonis palads, dronningemoderens palads og så videre. Ja nu tænker I sikkert, at fortællingen bliver endnu mere spændende – men desværre skuffede det en del. Vi havde ikke helt taget forbehold for, hvad vores kære følgesvend, Niels (Forfatter af: Turen går til Vietnam), konkret havde informeret os om. Byen var nemlig i forfald, og mange af bygningerne var gået under pga. krig og lign. Men hvad der stod tilbage var ekstremt smukt og ret beundringsværdigt! Derudover bør man se Dong Ba – markedet, ikke fordi det er et must see, men det får bare én til at tænke på, hvor hårdt de må arbejde for føden! Hver enkelt ”bod” sælger stort set det samme som naboen, fødevarerne stinker på samme måde, og de er lige så uhygiejniske som affaldet i rendestenene! - Det skal opleves i levende live.
Hue kongeby
kongeby
Dong Ba markedet

Vietnams svar på Skagen

Nok om Hue, og lad os så komme drastisk videre til Hoi An. Byen ligger kun 3,5 t kørsel fra Hue, så vi tog tidligt af sted om morgenen, så vi kunne få noget ud af dagen. Vi ankom til et lækkert hotel (8 $ pr. pers pr. nat + lækker morgenmad). Lidt luksus til backpackeren til meget budget-venlige priser. Ret idyllisk og mindede os meget om de skønne hoteller, vi besøgte i Thailand. Vores hotel havde kombineret en gratis shuttle bus fra hotellet og ind til hovedbyen/gågaden (20 min. gang). Så dagen efter tog vi på sightseeing i byen, der er fransk-, kinesisk- og japansk inspireret. Vores konklusion er, at historie er ekstremt spændende og lærerigt. Dog er et tempel et tempel i Asien. Man behøver derfor ikke at besøge 3 på en dag i håb om, at det næste nok er noget helt særligt.
Den røde bro

Nha Trang: Vietnams Miami

Vi haster os videre til Nha trang, som vi forresten tog natbussen til (sovebus med små kabiner/senge) i stedet for toget. Dette er langt billigere, men tager dog også langt længere tid, plus det var noget af en ”bumpy ride”. Turen skulle have taget 12 timer, men endte med at tage 17! Vi var nu godt underholdt undervejs, da fire chilienere og et par fra New Zealand, gjorde bagtrop med os i bussen. Vi kom uden for sæsonen, og dette indebærer, at vandet stormer sammen fra to verdenshjørner og gør, at havet bliver brunt, og at bølgerne står højt. Dette skulle dog ikke få os ned med nakken, så vi tog en en-dags tur til et spaområde i bjergene, fik massage, pedicure, mudderbad osv. SKØNT! Dagen efter tog vi ud til den kendte ø, Vin Pearl, der kun ligger 12 minutter væk i gondol. Den er nomineret som verdens længste Cabel Car i Guiness rekordbog. Når man først har købt billet til dén, er der ubegrænset adgang til alt, hvad øen byder på. I og med at vejret var overskyet og en anelse utilregneligt, havde vi stort set det hele for os selv. På Øen findes der et kæmpe indoor gameroom, en forlystelsespark, et kæmpe akvarium, et badeland og sidst men ikke mindst et storcenter.
Mudderbad
Nha trang

Når rejsen i Asien lakker mod sin ende

Nu er vi ankommet til Ho Chi Minh City (Saigon), hovedstaden i Vietnam. Vi er ved at indstille os på at sige farvel til halvanden måned i Asien, og forude venter mødet med Australien. Vi håber, at vores rejseblog indlæg kan give dig inspiration til din næste rejse. //Kristina