9 tips til backpackeren

9 tips til backpackeren

Det ved du helt sikkert ikke, når du rejser ud første gang

 

Det er aftenen før afrejse. Den længe ventede dag er lige om hjørnet, og du står febrilsk og skal pakke din 65 liters rygsæk til gud ved hvor mange anledninger

  1. Første fejl man begår er, at man pakker rygsækken, som skulle tøjet aldrig op igen. Fine vakuumpakkede poser er flettet ned mellem hinanden, så det hele går op i en højere enhed. Du kan med garanti bide dig sikker på, at det er første og sidste gang, at du rent faktisk formår at få alt pakket i rygsækken uden besvær!
  1. Jeg begik en kæmpe bommert, da jeg skulle af sted på min 6 måneders rejse jorden rundt. For lur mig ikke, om jeg ville have alt mit ”gode” tøj med, og da bunkerne blev lagt ud på gulvet, havde jeg jo nærmest tøj med til en hel hær. DROP DET – Asiens markeder byder på tøj i farverige og lette materialer til absolut ingen penge. Så lad nu den fancy silkekjole blive hjemme, som du har pakket til ”Hvad nu hvis – momentet”. Hørt!
  1. Hvis du er lidt emsig med, at du ikke vil ligne en slidt globetrotter, når du rejser rundt, så er et smart trick, når du skal pakke dit tøj ned, at du ruller det i små pølser og lægger dem side om side i din rygsæk. På den vis bliver tøjet ikke nær så krøllet. Tju-HEJ, hvor det spiller.

”Overraskelser”, du bliver klogere på undervejs på din færden. Man lærer, som man erfarer (og jeg har erfaret!)

  1. Når du bor på Hostels og i større dorms, så stol aldrig på andre end dig selv. Ærgerligt – men sådan er vilkårene. Lad være med at tro, at du kan købe mad ind til flere dage og beholde din plads i køleskabet. Det er sikkert og vidst, at nogle har tømmermænd eller selv ”har glemt” at købe ind, og tror, at det er okay, at anse fælleskøleskabene som ét stort TAG-SELV bord. Mit råd til dig/jer er derfor, at I anskaffer jer en køletaske med tilhørende lås, så langfingrede tyveknægte ikke kan få glæde af jeres opgraderede pasta kødsovs.
  1. I Australien drikker man enorme mængder af Goon som Backpacker, og hvis du har pakket og slæbt en rejsepude med hjemmefra, så har du snydt dig selv. Når man er færdig med Goon-kartonen, kan man nemlig puste den op og bruge dén som pude i stedet. VOILA – Smart og billigt.
  1. Sydens sol er stærk og ozonlaget er yderst tyndt. Jeg fik min første lærestreg i Thailand, da vi ankom til vores hotel. Det var dejlig varmt i vejret, dog noget overskyet. Da vi blev gjort opmærksomme på poolområdet på taget, hoppede vi straks i bikinierne. Morgenen efter så jeg til min store skræk noget anderledes ud i ansigtet. Kan du/I gætte, hvad jeg havde glemt at sørge for? – SOLCREME. Satans til et naivt sind at tro, at solen ikke vil trænge igennem selv de tungeste skyer. 2. grads forbrænding blev det til..

Hvad man planlægger hjemmefra, bliver man hurtigt klog på, når man først har rygsækken på ryggen og passet i hånden 

  1. En god gåtur ud i det ganske land, kan hurtigt udløse sig til ren panik, hvis hverken du eller din rejsebuddy har husket at tage et kort med. Du vil med garanti opleve flere episoder, hvor du er opgivende, og drømmer om din dormseng. Se det fra den lyse side. Du er på ferie, og har (forhåbentlig) ingen vilde planer dagen efter. Se jeres lille ”omvej” som en del af jeres sightseeing-plan. Oftest ser man mest, hvis man bare trasker rundt uden at have øjnene nede i et kort hele tiden. Opdag og sug til dig!
  1. Du har med stor sandsynlighed et ønske om, at du for én gangs skyld bare gerne vil prøve at være lidt spontan i dit liv. I det store hele er det en god plan, og gid man kunne rejse rundt med så afslappet et sind og tilgang. Desværre vil virkeligheden noget andet. Du er nødsaget til at booke fremad og i god tid, hvis du vil have det hele til at spille. For selvom at spontaniteten gerne vil sejre, så kræver det alligevel lidt planlægning at komme fra a til b.
  1. Undervejs på din rejse vil du uden tvivl få lyst til at overgive dig til nomadelivet – for hvad er bedre end at slippe alle forpligtelser hjemme og blot leve i nuet. Jeg er sikker på, at enhver rejsende over længere tid har haft den tanke, at ”hjem” ikke trækker så meget længere, efter at man har fået smag for den store og farverige verden udenfor Danmarks grænser. Men tro mig, når jeg siger, at du gerne vil hjem på et tidspunkt. Nogen siger, at rejse er at leve. Mens andre siger, at hjem er, hvor hjertet bor.

Mit råd er blot:

Nyd din færden til fulde i den tid, du har sat af til at udforske din rejsedestination/-er.  Når tiden så kommer, hvor du skal vende snuden hjemad igen, vær da taknemmelig for alle de ting, du trods alt har oplevet.

Sidst men ikke mindst

Det er altid dejligt at glæde sig til en kommende rejse i fremtiden. Så book en med det samme, så du har noget at se frem til igen.

Rigtig god rejse forude …

//Kristina